Er du sikker på , at du ikke betaler for meget i husleje?
- Få hjælp til at finde ud af det!
Bor du i en fremlejet andelsbolig eller ejerlejlighed, er der en stor sandsynlighed for, at du betaler for meget i husleje. Men også hvis du bor i en egentlig lejelejlighed, risikerer du at betale for meget i leje.
Her kan du læse lidt om reglerne om huslejens størrelse:
Når man bor til leje i Danmark er lejen som oftest reguleret af lejelovene. Kun i ejendomme opført eller taget i brug som bolig efter 1991 optræder der fri leje, hvor der ikke er noget lejeloft.
Normalt regner man lejepriser i kr. pr. kvadratmeter pr. år. For en lejlighed på 100 kvadratmeter, der koster 50.000 om året, er lejen altså 500 kr. pr. kvadratmeter.
Der er mange forskellige måder at fastsætte lejen på. Fælles for dem er, at det er de såkaldte huslejenævn, som kan godkende eller afvise en leje som for høj. Huslejenævnenes afgørelser kan ganske vist ankes til boligretten, men det sker ikke så ofte.
I hovedstadsområdet ligger huslejen som oftest mellem 500 og 1.000 kr. pr. kvadratmeter. Lejen afhænger af, hvor god lejligheden er – er der nyt bad og køkken ligger den i toppen, er der ikke bad og et gammelt køkken ligger den i bunden. Installationer som fjernvarme og termovinduer har også indflydelse på prisen. Det har derimod ikke ejendommens ydre vedligeholdelse – at facadepudsen hænger i flager eller at trappeopgangen trænger til maling har faktisk ikke den store betydning for lejens størrelse. En god udsigt fra lejligheden har principielt heller ikke den store betydning for lejens størrelse.
Som tommelfingerregel kan du gå ud fra, at hvis du betaler mere end 1.000 kr. pr. kvadratmeter, så bør du altid rådføre dig med LLO, om du ikke betaler for meget. Hvis du bor i en dårlig lejlighed uden gode installationer så bør lejen være tilsvarende lav. Hvis du er i tvivl kan du altid få det vurderet af huslejenævnet – og bare rolig – du kan ikke siges op, fordi du går til huslejenævnet.
Hvis du er i tvivl, er det en god ide at begynde med at spørge dine naboer – hvor meget betaler de, hvilke installationer har de osv.
I Lejernes LO i Hovedstaden få vi nedsat huslejen i syv ud af ti tilfælde, når vi indbringer sagerne for huslejenævnet.
Som medlem af Lejernes LO i Hovedstaden kan du få sikkerhed for, om din leje er den rigtige. Er den ikke det, kan du få den nedsat – vi hjælper dig!



